Vil der gå længere tid før mit barn lærer at tale, hvis jeg bruger babytegn?smilende-barn

Det er et af de spørgsmål vi oftest bliver stillet og det korte svar er: Nej! Tværtimod.

Du skal altid bruge tale sammen med tegn i din kommunikation med barnet, på den måde vil barnet lære tegnene, samtidig med det også lærer hvordan det verbalt skal udtrykke ordene. Barnets motorik udvikler sig hurtigere end talen, så derfor vil du være i stand til, at kommunikere med barnet ved hjælp af babytegn, mange måneder før det kan tale, til stor glæde for dig og dit barn.

Talen udvikler sig samtidig med, at stemmebåndet udvikler sig og koordineringen af musklerne i mund, tunge og hals finder sted.

Barnet begynder med alderen, at få smag for kommunikationen med den voksne og med tiden ønsker barnet, at kommunikere mere og mere. Det er menneskets natur, at ville verbalisere sine tanker til hinanden, men samtidigt elsker de små børn, at høre lyden af deres egen stemme.

Når dit barn først begynder, at lave babytegn til dig, vil det også forsøge sig med ord. Denne form for ytringer bliver mere raffineret i takt med dit barns naturlige udvikling af talen.

Når barnet indser det kan bruge hænderne til, at lege med sit legetøj og samtidig være i stand til, at kommunikere med dig ved hjælp af tale, vil tegnene naturligt falde væk. Herefter vil barnet måske bruge tegn, når det er træt eller vil understrege sit budskab!